| Vinbøger, med
en kort kommentar og min vurdering. Se også tyske vinbøger med omtale af
bestemte områder, vinguider, vinbøger på dansk og
engelsk og tysk samt vintidsskrifter og bøger
om mad og bøger
om whisky. Se også
biblioteket.
For at lette muligheden for bestilling, oplyses ved de fleste (tyske) titler et direkte link til amazon.de. Tip: Bestil bøger for mindst 20 Euro og få dem sendt portofrit til en tysk adresse. Opdateret den 22. februar 2010. |
Snyd ikke dig selv! | |
| Meget god & læseværdig. | ||
| God bog, kan anbefales. | ||
| Tja, ikke noget særligt. | ||
| Spild af tid - æv! |
![]() |
Lad det være sagt med det samme, dette er en fremragende bog, og hvis
jeg skulle anbefale nogen at vælge én bog om tyske vine, ville valget
falde på denne. Det er langt mere end blot et Atlas, der indeholder
samtlige tyske vinmarker. Således er eksempelvis den korte, historiske
introduktion en af de mest præcise og vidende, jeg har læst. |
![]() |
Korte tekster, masser af gode fotos og fornuftige
oversigtskort. Det er gode producenter, der præsenteres i denne bog,
men det er sjældent de allerbedste. I det hele taget forekommer udvalget
lidt tilfældigt og man får en mistanke om, at der her har været andre
kriterier end de vinmæssige, der har stået forrest. Björn Kray Iversen
har leveret en lang række fotos, der tit siger mere end de forholdsvis
korte, journalistiske tekster. Til hver producent findes en kort engelsk
introduktion skrevet af David Schildknecht. |
![]() |
Bogen udgives hvert år - i 2007 for 14. gang - og omtaler Tysklands top vinproducenter - i 2007-udgaven i alt 810 vingårde og 7.112 vine. Udover en beskrivelse af den enkelte vingård med nyttige oplysninger som kontaktinformationer, kørselsvejledning og særlige seværdigheder, er der en bedømmelse af en række udvalgte vine. Bogen er opdelt geografisk. De enkelte vindistrikter beskrives indledningsvist - også med gode kort. Normalt mener jeg, at tiden er løbet fra vinguider i bogform (og denne guide findes da også i en udmærket (og gratis) udgave på nettet), men Weinguide Deutschland er meget god at have med i bilen, når man er på vinrejse i Tyskland. Konklusion: God, sober og meget overskuelig bog, der er svær at
komme uden om, når man interesserer sig for tysk vin. |
Zur Lage des deutschen Weines er en titel, der bevidst peger både på Lage forstået som vinbjerg eller -mark og på Lage forstået som tysk vins situation, stilling lige nu. Bogen er en samling artikler, der er blevet udgivet i den kendte Frankfurter Allgemeine Zeitung og som hver kort fortæller om én enkelt vinmark. Her således korte portrætter af Roter Hang, Forster Ungeheuer, Rüdesheimer Berg, Dorsheimer Pittermännchen, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat, Würzburger Stein - i alt 73 vinmarker. Det er en spændende, anderledes og meget vellykket tilgang til tysk vin. Det er næppe tilfældigt, at forfatterne i 2001 fik overrakt Trophy Herkunft Deutschland af VDP, der netop er stor fortaler for en tysk klassifikation på bagrund af vinmarkens kvalitet (terroir). Bogen afsluttes med en adresseliste og er iøvrigt illustreret med små vignetteagtige kort. Det er således ikke udstyret, men indholdet, der udgør denne bogs styrke. Svagheden er at en del artikler naturligt nok efterhånden er forældede og ikke genspejler fx de aktuelle ejerforhold (det gælder eksempelvis Erdener Prälat). Bogen er dog stadig en guldgrube af oplysninger og uundværligt for den, der ønsker at vide, hvorfor vinmarken nu har fået dette mærkelige navn. Køb Zur Lage des deutschen Weins.... direkte hos amazon.de. |
|
|
Deutsches Weininstitut har valgt at udgive deres Weinatlas i digital form. Lad mig sige det med det samme: det er de ikke sluppet særligt heldig fra. Personligt foretrækker jeg at kort er tilgængelige i fast form og med et godt register er tilgængelighed ikke noget problem. Problemet med CD-ROM'en er endvidere, at navigationen er noget omstændigt, og det irriterer mig, at vinduet er større end min skærm. Og hvorfor er der ingen søgefunktion? I det hele taget ligner Deutscher Weinatlas mere en hjemmeside på CD end et digitalt produkt og man har slet ikke udnyttet de muligheder, der er i mediet: video, lyd, slideshows m.m. - at fotos og tekst så er hhv. flotte og interessant er selvfølgeligt en fordel, men ikke tilstrækkeligt til at opveje de øvrige mangler. |
|
Der er ikke nogen tvivl om, at Finn Klysner med bogen har leveret det hidtil mest omfattende værk på dansk om tysk vin. Bogen er skrevet ud fra forfatterens mangeårige beskæftigelse og kærlighed for tysk vin. Klysner ved, hvad han har med at gøre og ved mange af hans beskrivelser føler man det, som om man går sammen med ham gennem vinmarkerne. Hans passion for tysk vin indebærer også, at han har meget klare holdninger til, hvad man bør gøre og ikke gøre for at tysk vin igen får den status den fortjener. Personligt savner jeg noget mere baggrund om landskab, historie og kultur og havde gerne set disse afsnit udbygget på bekostning af de lidt for mange portrætter af de enkelte vingårde. Især beskrivelserne af vingårdenes enkelte årgange forekommer noget irrelevant al den stund, at bogen jo næppe er tænkt som en indkøbsguide. Derfor savner jeg også en ordliste med forklaringer samt en adresseliste, ikke mindst med de vigtigste internetadresser. Når alt er sagt er det stadig den bedste bog på dansk om tysk vin og den vil forhåbentlig være med til at øge interessen for de gode vine hos vores sydlige nabo. |
|
Lille, kompakt bog med gode oplysninger og historier om de tretten tyske vinområder. Indholdet kan nærmest beskrives som en artikelsamling om de tyske vinområder, dertil en side med faktuelle oplysninger. Bogen indeholder en lang række flotte illustrationer. |
|
Tysk semiofficielt vinatlas, hvor det næsten er muligt at se hver eneste vinstok. Indeholder udover en lang række kort også beskrivelser af de tyske "Anbaugebiete". Deutscher Weinatlas opdateres jævnligt og kan bl.a. købes ved henvendelse til DWI. |
|
|
|