Wein-Salon 2011 i Hamborg:

Rødvin fra Mosel og Grüner Veltliner fra Rheingau

Til årets Wein-Salon lykkedes det den tyske vinguru Mario Scheuermann at tiltrække knap 50 udstillere. De havde typisk hver 6-7 vine med, så der var mere end rigeligt at smage på. 

Wein Salon afholdes som altid i de flotte omgivelser i den gamle børsbygning midt i Hamborg, i år 5. & 6. marts. Wein Salon er et besøg værd, brug gerne lidt ekstra tid i Hamborg og tag toget frem og tilbage. Børsbygningen nås fra hovedbanegården til fods på ca. 20 minutter.   

Som altid er det de tyske vine, der var i fokus, men ogås Østrig og Italien var godt repræsenteret. Endvidere deltog importører for en del producenter i Østeuropa - Slovenien eksempelvis gennem det unge importfirma Fino Vino Jozep Zivko, der løbende har kontakt til omkring 80 af de 280 vinproducenter, der findes i landet, bl.a. Pullus, der hører til de største og mest moderne i Slovenien. Fra Kroatien var der to vine fra Saints Hills, legendarisk producent hvis røde Dingac 2008 (100 % på den lokale drue Plavac mali) var et overbevisende eksempel på, at de nødvendige investeringer koblet med grundig arbejde i vinmark og kælder kan give fremragende vine ... men til 54 € flaske ligger den bestemt også i den dyre ende.

Prismæssigt overgås den dog af Robert Weils Kiedricher Gräfenberg Riesling Auslese til 69 €. Så får man til gengæld også en Auslese, der er bedre end mang en Beerenauslese, jeg har smagt, med klassiske noter af honning og eksotiske frugter og en meget lang og koncentreret smag. Weil er dyr, men hører til de vingårde, der leverer solidt håndværk og gode vine selv i vanskelige årgange.

Ferdinand Koegler, Weingut Koegler, RheingauDe fleste producenter præsenterede den aktuelle årgang 2009, mens den svære 2010 typisk tappes i de kommende uger (eller for kvalitetsvinenes vedkommende først i efteråret). Årgang 2009 var generelt overbevisende, meget koncentrerede vine, med masser af ekstrakt og en syre, der ikke dominerer. Det gælder eksempelvis vinene fra Günther Steinmetz fra Mosel. Stefan Steinmetz har udvidet familiegården til det tredobbelte og er bevidst gået efter marker med gamle vinstokke - helt op til 70 år gamle - alt sammen i de bedste parceller i Steillage, der frembringer kraftige Riesling-vine, eksempelvis en Brauneberger Juffer "Devon" til meget rimelige 9 €.

Det i forvejen lave høstudbytte har betydet, at Steinmetz har haft en forholdsvis lille mængdemæssig tilbagegang i årgangen 2010 - kun omkring 10 procent, hvor andre producenter klager over en høst på kun halvdelen af normalen. Ydermere er årgang 2010 meget syreholdig og det vil givet være en årgang, der skiller fårene fra bukkene for producenternes vedkommende.

Hos Weingut Koegler fra Rheingau var forskellen tydelig i så spændende en vin som den østrigske nationaldrue Grüner Veltliner. Årgang 2009 var harmonisk med blomsteragtig smag og duft mens 2010 var slank og mineralsk. Ferdinand Koegler har eksperimenteret med Grüner Veltliner i 12 år og det forekommer som et mere oplagt druevalg end de internationale druesorter Sauvignon Blanc eller - endnu værre - Chardonnay. At han ved siden af Spätburgunder (Pinot Noir) nu også kan præsentere en Blauer Zweigelt er nærliggende.

Mens det ikke er nogen nyhed, at man i Rheingau kan finde Spätburgunder vine af høj klasse, er det forholdsvis nyt, at Mosel også vil være med. Pioner er vel nok, Weingut Markus Molitor, der har produceret Spätburgunder siden 1988. Men måske vil klimaændringerne med tiden være med til at frembringe store vine på Spätburgunder fra Mosel.

Personligt er jeg ikke overbevist, især når producenterne argumenterer med, at vinene på smagetidspunktet er meget lukket og først senere vil åbne sig - ja, måske. Mere overbevisende var Weingut Burggarten fra det klassiske tyske rødvinsområde Ahr, hvor især en Spätburgunder Heimersheim Burggarten 2009 til 17 € tiltalte mig. 

Se også: Wein-Salon 2003, 2004, 2006, 2007.

Opdateret den 30. maj 2011