Silvaner

Med sikkerhed vides det, at munken Alberich Degen fra Franken hjembragte druesorten til Tyskland. Fra Franken spredte den sig især til Rheinhessen, Pfalz og Nahe. Derfor blev druen også kaldet "Franken".

Fra begyndelsen af 19-tallet begyndte Silvaner druen for alvor at blive populær, så populær, at der omkring 1950 var Silvaner på hver anden vinmark. Siden er det gået tilbage og Silvaner står i dag på omkring hver 20 vinmark, ialt omkring 5.300 ha, især i Rheinhessen (2.500 ha), Franken (1.250 ha), Pfalz (900 ha) og Nahe (300 ha).

Druen er tiilladt i alle områder bortset fra Ahr. Den modner mellemsent, efter Müller-Thurgau, men før Riesling og stiller høje grav til jordbund men kun mellemhøje krav til beliggenhed. Kan give 100-120 hl/ha. Den gælder som meget driftssikker på frostfrie steder. Vinificeringen sker typisk i ståltanke.

Druen kan give fine, milde og frugtige vine, men bruges desværre også i eksportvine som Liebfrauenmilch. Vinene er forholdsvis lyse og meget mildere en fx Riesling. Ord som saftig passer godt på den, men den kan på næringsrige jordbunde også blive mere voluminøs. 

Silvaner bør typisk drikkes ung - den er bedst i de seneste to årgange, dog kan de bedste - eksempelvis Silvaner Spätlese fra gode producenter i Franken - ældes med ynde og kunne serveres 3-5 år efter høståret.

Silvaner passer fortrinligt til asparges.

Opdateret den 10. august 2007.